Kunstfonden uddeler livslang hæder til fem kunstnere
De fem kunstnere er hver især vigtige stemmer inden for deres felt. Fælles for dem er, at de alle er dygtige formidlere.
15. maj 2024
Kunstfonden har en lang tradition for at give livslang hæder til kunstnere, som har bidraget særligt til kunst- og kulturlivet i Danmark. Hædersydelserne tildeles i dag af Kunstfondens Repræsentantskab efter indstilling fra legatudvalgene for litteratur, billedkunst, scenekunst, musik, arkitektur, film og kunsthåndværk og design.
Leder af Statens Kunstfonds Repræsentantskab, Henrik Tvarnø, siger:
”Det er endnu engang en stor fornøjelse at kunne hædre en række kunstnere, der har demonstreret deres evner til at præstere stor og vigtig kunst af høj kvalitet. De fem kunstnere, der ved denne uddeling modtager Kunstfondens hædersydelse, relaterer alle sammen til vigtige spørgsmål om blandt andet køn, klima, seksualitet og sprog - og gør det på nyskabende vis. Hædersydelsen er en enestående lejlighed til at samfundet kan hylde en kunstners langvarige og intense virke, og det er også denne gang en stor glæde at uddele den.”
Hædersydelserne uddeles halvårligt, og i første uddeling i 2024 modtager fem markante kunstnere den fornemme hæder.
De fem kunstnere er:
Karen Mukupa - Musik
Karen Mukupa har været en pioner i dansk musikliv siden 1990’erne. Mukupa har udfoldet sig som både rapper, komponist, tekstforfatter, sanger og rollemodel igennem tre årtier. Hendes seneste album 'Bonobo' fra 2023 har placeret hende i centrum som en af Danmarks vigtigste stemmer inden for hiphop-genren.
Kjeld Vindum – Arkitektur
Arkitekten Kjeld Vindums faglige virke omfatter både undervisning på Kunstakademiet i København og Arkitektskolen i Aarhus gennem mange generationer af studerende. Han formidler arkitektur både via sin undervisning og gennem bøger og fotografier. Kjeld Vindum står blandt andet bag tidsskriftet SKALA, er redaktør på fagbladet Arkitekten og forfatter til flere bøger – herunder hans værk om Arne Jacobsen fra 1998, som han skrev sammen med forfatter Carsten Thau.
Birgitte Krogsbøll - Litteratur
Birgitte Krogsbøll har udgivet digte i over 20 år. Med sit særegne talent gør hun sproget og verden større gennem sine digte for både børn og voksne. Med værker som 'Dyr med næb ordnet efter antal vinger' fra 2013 og 'Klappelade Syltefisk' fra 2020 åbner Birgitte Krogsbøll sine læsere for nye sanseindtryk. Hendes digte formår at være i øjenhøjde med børn, og hendes lyrik til voksne udfordrer læserne.
Lise Autogena - Billedkunst
Den danske internationale billedkunstner, Lise Autogena, har siden 1990’erne arbejdet med stedsspecifikke multimedieinstallationer, video og performances. Hendes værker optræder i et krydsfelt mellem kunst, teknologi og videnskab – og gennem dem synliggøres de aktuelle klima- og miljøproblematikker. Med værker som HavObservatoriet, Black Shoals og Videoværket Kuannersuit / Kvanefjeld fra Grønland udstilles de store kræfter, som mennesker skaber og som naturen står i kontrast til.
Mette Ingvartsen - Scenekunst
Koreograf og danser, Mette Ingvartsen, har produceret, koreograferet og skabt danseforestillinger i 20 år. Hendes forestillinger befinder sig i et ukompliceret og legende spænd mellem det folkelige og det avantgardistiske. Hun har siden sin uddannelse fra P.A.R.T.S. i Bruxelles skabt en imponerende international karriere, og igennem sine værker påvirker hun publikum med sin intense og nærværende tilstedeværelse.
Mangler du mere info?
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53
fakta
fakta
Om hædersydelserne
- I alt 275 kunstnere modtager Statens Kunstfonds hædersydelse.
- De fordeler sig mellem de enkelte kunstarter: Billedkunst, litteratur, scenekunst, film, musik, arkitektur samt kunsthåndværk og design.
- Prisen tildeles skabende kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at de har placeret sig afgørende som kunstnere.
- Der kan tildeles en ydelse, når den er blevet ”ledig” på grund af dødsfald blandt modtagerne.
- Ydelsernes størrelse bliver reguleret efter modtagerens øvrige indtægt.
- Kunstnere, der har en gennemsnitlig skattepligtig indkomst på cirka 434.000 kroner om året eller derover, modtager ingen ydelse.
- Den maksimale ydelse udgør cirka 175.000 kroner om året før skat.