Arnt Jensen er spiludvikler, og en af de kunstnere der modtager en hædersydelse. Han henter sin inspiration fra filmiske forbilleder som David Lynch og Stanley Kubrick. Foto: Play Dead.

Kunstfonden uddeler hædersydelser til syv kunstnere

Statens Kunstfonds hædersydelse tildeles syv kunstnere, der hver især har beriget dansk kulturliv. For første gang modtager også en spiludvikler hæder.

Pressemeddelelse
24. Maj 2023

Kunstfondens hædersydelse er en del af en mere end 100 år gammel tradition for at tildele hæder til kunstnere, som har bidraget helt enestående til kunst- og kulturlivet i Danmark. Som noget nyt bliver hædersydelserne nu uddelt halvårligt i stedet for årligt - med ønsket om at få midlerne ud at leve hurtigere, når en af de 275 ydelser bliver ledig.

Hyppigheden af tildelingerne er dog ikke det eneste nye. Det er ligeledes første gang, at en af modtagerne er en kunstner inden for computerspil.  

LEDER AF STATENS KUNSTFONDS REPRÆSENTANTSKAB, HENRIK TVARNØ, SIGER:

”Kunst er en organisk størrelse, og vi udvider hele tiden vores kollektive forståelse af, hvad kunst er. Alle syv modtagere af hædersydelserne har på den ene eller anden måde været med til at rykke kunstens grænser og skubbe i nye - og til tider overraskende - retninger. Det er en stor fornøjelse at kunne hædre disse kunstnere for deres enestående bidrag til dansk kulturliv”.

Læs alle begrundelserne for de syv modtagere. 

 

ANNE DORTE MICHELSEN

Anne Dorte Michelsen startede sin karriere som sangerinde og tekstforfatter i Tøsedrengene. Efter Tøsedrengenes opløsning gik Michelsen solo med eget materiale. Det blev ikke alene startskuddet til en lang karriere, men også begyndelsen på en stor succes, som bredte sig fra Danmark til Sverige, Norge og helt til Japan. Trods den sproglige barriere må hendes inderlige melankolske tone have bevæget japanerne. Og det er den tone, der er Michelsens varemærke. Man kan altid høre, at det er hende. Også selvom hun gennem årene har afprøvet mange forskellige udtryk og konstellationer, fra salmer til det elektroniske, ligesom hun har sat musik til Halfdan Rasmussens udødelige tekster.

Anne Dorte Michelsen er indstillet af Legatudvalget for Musik.

Læs hele begrundelsen

ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN

”Jeg skriver for at søge det fremmede i mig selv”. Citatet er af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, og det står i essaysamlingen Jeg læner mig mod verden fra 2021. Denne søgen efter det fremmede har ført hende og hendes læsere vidt omkring; i verden, i historien og i os selv. Et af de mange højdepunkter på vandringen er den historisk-biografiske tobinds-roman Hildegard fra 2009-2010, der følger Hildegard af Bingens liv fra vugge til grav.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er indstillet af Legatudvalget for Litteratur.

Læs hele begrundelsen

ARNT JENSEN

Arnt Jensen har været en nøgleperson i udviklingen og modningen af digitale spil som kunstform –både i Danmark og internationalt. Han har været med til at rykke grænserne for, hvad vi kan forvente os af computerspil og har udviklet genren i en kunstnerisk retning, som har inspireret spiludviklere verden over. Stor kunst tager tid. Arnt Jensen har hidtil blot stået bag to store spilproduktioner, men de har med deres kompromisløse og raffinerede tilgang krævet en mangeårig udviklingsproces, og netop dét har resulteret i gennemførte mesterværker.

Arnt Jensen er indstillet af Legatudvalget for Film.

Læs hele begrundelsen

LARS FROST

Lars Frost er en særdeles værdig modtager af Statens Kunstfonds hædersydelse. Siden sin debut i 2000 med Og så af sted til Wien har Frost skrevet om både det mest intime og det store strukturelle, der til sammen udgør vores liv i denne velfærdsstat i dette årtusinde. Han skriver med en enorm viden og interesserer sig for, hvem vi er – og hvem vi bilder os selv ind at være. En interesse, der ikke har forladt den seneste del af forfatterskabet, som på mange måder lader til at være ved at samle sig i nyere og vildere historier. Samtidig er Frost en stor stillist og en fornyer af romangenren. For det arbejde modtager Lars Frost Statens Kunstfonds hædersydelse.

Lars Frost er indstillet af Legatudvalget for Litteratur.

Læs hele begrundelsen

PETER LAND

Peter Land har en helt særlig plads i dansk kunst. Som en ægte pionér begyndte han i 1990’erne at bruge og eksperimentere med det nye hjemmevideokamera og skabte videokunst, der fik sat spot på en manderolle i frit fald. Sådan kunne det i hvert fald føles, når man så på hovedpersonen i Lands værker, der blev spillet af ham selv – og som hele tiden væltede og faldt. Ned ad trapper, ned ad stole, ned ad stiger. I ét uendeligt loop af fald. Peter Land har også været med på vigtige internationale udstillinger, og han deltog blandt andet på den i dag ikoniske udstilling Traffic, kurateret af franske Nicolas Bourriaud, der fik defineret en helt ny kunstretning kaldet ”relationel æstetik”.

Peter Land er indstillet af Legatudvalget for Billedkunst.

Læs hele begrundelsen

RASMUS KOCH

Rasmus Koch er en blændende dygtig og raffineret kunstner inden for grafisk design og visuel kommunikation. Han har kompositorisk overblik i alle skalaforhold – fra frimærker til filmhus. Han ved, hvor han skal fyre op, og hvor han skal holde igen, reducere, skabe pauser og mellemrum i sin evige dans med bogstaver og andre betydningsbærende elementer og tegn. Han er præcis og raffineret til den mindste detalje. Koch rammer ganske enkelt altid rent.

Rasmus Koch er indstillet af Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design.

Læs hele begrundelsen

THOMAS KNAK

Under artistnavnet ’Opiate’ har Thomas Knak udgivet musik siden midt 1990’erne. Som musikproducer har Knak skabt egne udgivelser, været del af forskellige bands og konstellationer, lavet remixes og musik til film, samt produceret musik for andre. Knaks mest indflydelsesrige periode ligger cirka i årene 1995-2005, og hans udgivelser fra denne periode har markeret ham som en af de mest betydningsfulde stemmer inden for dansk elektronisk musik. Knaks musik er både mådeholden og fantasifuld – og altid med en finurlig skævhed, som virker velment og inkluderende.

Thomas Knak er indstillet af Legatudvalget for Musik.

Læs hele begrundelsen

Peter Lands værk Springtime fra 2010. Foto: Lior Zilberstein.

Om hædersydelserne

  • I alt 275 kunstnere modtager Statens Kunstfonds hædersydelse.
  • De fordeler sig mellem de enkelte kunstarter: Billedkunst, litteratur, scenekunst, film, musik, arkitektur samt kunsthåndværk og design.
  • Prisen tildeles skabende kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at de har placeret sig afgørende som kunstnere.
  • Der kan tildeles en ydelse, når den er blevet ”ledig” på grund af dødsfald blandt modtagerne.
  • I 2022 modtager i alt 15 nye kunstnere hædersydelsen.
  • Hædersydelsen er livsvarig.
  • Ydelsernes størrelse bliver reguleret efter modtagerens øvrige indtægt.
  • Kunstnere, der har en gennemsnitlig skattepligtig indkomst på ca. 426.000 kr./år eller derover, modtager ingen ydelse.
  • Den maksimale ydelse udgør ca. 171.000 kr./år før skat.

Læs mere om hædersydelserne

  • Mangler du mere info?

    Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

 

Mere